Debat om landets økonomi varede over fem timer

Der var ingen tvivl om, at samtlige af de fremmødte i Inatsisartut fandt det vigtigt at diskutere Naalakkersuisuts Politisk-Økonomiske Beretning 2015 i går. Således tog det ene punkt hele dagsordenen, da en over fem timer lang debat skubbede fem andre dagsordenspunkter videre til i dag.
Foto © : Nils Baum, Bureau for Inatsisartut
15. april 2015 15:48

For selvom partierne alle var enige om, at der skal handles for at forbedre landets økonomiske situation, var der meget forskellige tilgange til, hvilke initiativer, der skal til, og hvordan det kommende reformarbejde skal se ud.

Hos Inuit Ataqatigiit var det særligt Naalakkersuisuts forslag til en førtidspensionsreform, der fik dem op af stolen.

Her påpegede Naaja H. Nathanielsen og Aqqaluaq B. Egede, at de mener, man først skal have de nuværende ledige ud af arbejdsløsheden, før man med en førtidspensionsreform sender flere ud i potentiel ledighed.

En anden ting, der blev påpeget af Partii Naleraq er, at de store forsikringssummer, som Grønlands Selvstyre årligt bruger på helt op mod 32,5 million kroner, ryger ud af landet.

De penge burde falde her i landet, mener partiet.

Læs også Landets økonomiske situation vendes i dag i Inatsisartut

Partii Naleraq har tidligere gennem et §37-spørgsmål spurgt ind til, hvor mange penge Selvstyret bruger på forsikringer i de selvstyreejede virksomheder.  Og tilbage i Inatsisartut blev det blandt andet foreslået, at kommunerne, de selvstyreejede virksomheder og Selvstyret slår sig sammen om en forsikringsløsning for at spare penge.

Et forslag som Naalakkersuisuoq for finanser og råstoffer Andreas Uldum var meget positivt stemt over for, og som han fortalte, at Naalakkersuisut allerede er i gang med at undersøge nærmere, da der kan være store penge at hente.

Alle partierne støttede op om, at uddannelse skal være en større prioritet.

Læs også Nivi Olsen har lagt en femsporet plan for folkeskolen

Men her påpegede IA, at de ikke ser Naalakkersuisuts politik som værende sammenhængende, da Naalakkersuisut udover at lægge vægt på uddannelse, også lægger op til at spare på blandt andet kollegiebyggeri.

Andreas Uldum forklarede, at det har sammenhæng med, at Naalakkersuisut tidligere har haft et stort fokus og indsats på kollegiebyggeri, der nu er faldet lidt tilbage igen.

 En anden ting partierne var enige om, var at flere hjemmehørende skal have de jobs, der er i landet. Og hos Siumut gik man så vidt som at sige, at Grønland skal hjemtage Pittufik.

Et spørgsmål, som Andreas Uldum dog ikke vil forholde sig til, før Pituffik kommer på dagsordenen i Inatsisartut.

På grund af vejret i Nuuk i går var det ikke alle medlemmer af Inatsisartut, der var til stede ved debatten. Men da der var over 16 fremmødte medlemmer, valgte formandsskabet at gennemføre debatten.