Data om sten skal tiltrække investeringer

Gratis deling af data og research om Grønlands geologi skal hjælpe med at tiltrække virksomheder til at investere i landet. Og det arbejder Afdelingen for Geologi i Naalakkersuisut rigtig meget med viser afdelingens årsrapport for 2015, der blev offentliggjort i sidste uge.
Foto © : Camilla Dam/KNR
26. oktober 2016 06:34

Rapporten fortæller blandt andet om tre nye databaser og opdatering af de geologiske kort over landet.

Og det er en vigtig del af arbejdet med at udvikle råstofområdet i Grønland, siger Julie Hollis, der er chefgeolog i Råstofdepartementet.

- Det er anerkendt at man ved at investere i nye geologiske kort og data og stille det gratis til rådighed for alle, lettere kan tiltrække interesse og penge til investeringer og undersøgelser i Grønland, siger hun.

En af de nye databaser handler om geokronologi, altså alderbestemmelse af bjergarter. Databasen blev oprettet sidste år og vil i løbet af i år få tilføjet store mængder informationer.

Læs også Udstilling af fossiler vil være til gavn for alle

Og en database om geokronologi er blandt andet et af de værktøjer, der er gode for virksomheder, der overvejer at lave undersøgelser i Grønland, siger Julie Hollis.

- Geokronologi er et af de værktøjer, som virksomheder bruger til at finde ud af, hvor de skal lede efter mineraler og til at se om deres modeller for hvordan mineralerne ligger fungerer, siger hun.

Nogle mineraler ligger ofte sammen med bjergarter med en bestemt alder, så når man ved hvor gamle nogle sten er, så kan det sige noget om, hvilke mineraler det er sandsynligt at finde.