Dash 8 lettede selvom der var sneryddere på landingsbanen

Torsdag den 2. marts havde Air Greenland en indrapporteringspligtig hændelse med en Dash 8.
Foto © : Camilla Dam/KNR
Skrevet af Karsten Sommer
15. marts 2017 06:58

- Det må man simpelthen ikke!

Sådan lyder det fra Air Greenlands kommunikationschef Katrine H. Nathanielsen i forbindelse med en hændelse i Kangerlussuaq Lufthavn torsdag den 2. marts.

Her lettede en Dash-8 maskine, selvom der befandt sig snerydningsmaskiner for enden af den landingsbane, som flyveren benyttede.

Og det må man bare ikke. Der skal være helt fri bane fremefter, så en afgående maskine kan afbryde afgangen, uden at risikere at støde ind i noget fremme på banen.

Der var ingen fare for hverken passagerer eller personer på jorden, men en sådan hændelse er indrapporteringspligtig, og derfor har Air Greenland rapporteret sagen til Havarikommissionen, som proceduren foreskriver.

Og samtidig igangsat en intern udredning af hændelsen.

Så snart konklusionerne fra udredningen foreligger, vil Air Greenland implementere eventuelle mulige forebyggende foranstaltninger.

Havarikommissionens rapport vil være offentlig tilgængelig, når den foreligger, skriver Air Greenland.