Dansk politiforlig uden grønlandsk aspekt

OPDATERET: Der bliver ikke taget særligt hensyn til Grønland eller Færøerne i det politiforlig, som den danske regering i dag har vedtaget sammen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Konservative og Socialdemokraterne.
17. november 2015 09:56

Sådan lød meldingen fra både Socialdemokraterne og Venstre, inden aftalen blev offentliggjort.

De nordatlantiske mandater har ikke været inviteret til forhandlingerne om politiforliget. Forhandlinger, som især drejer sig om, hvor mange ressourcer politiet får inden for de kommende år og hvilke kriminalitetsområder, som politiet især skal vægte.

Men ifølge Socialdemokraterne bliver der ikke taget geografiske hensyn i det kommende forlig.

- Det drejer sig alene om, at politiet skal have de ressourcer, der er behov for til de områder, hvor der er kriminalitet, siger Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, til KNR og tilføjer, at der heller ikke bliver taget hensyn til forskellige danske kommuner i den kommende aftale.

I stedet er det op til Rigspolitiet selv at prioriterer, f.eks. hvor meget mandskab man ønsker forskellige steder rundt i rigsfællesskabet.

De grønlandske folketingsmedlemmer har begge udtryk ønske om flere penge til politiet i Grønland, herunder til bl.a. oprettelsen af flere kommunefogeder. Men det er altså ikke en del af den kommende forligs-aftale, forlyder det.

I stedet forventes det, at aftalen kommer til at sætte særlige midler af til bl.a. bekæmpelse af terror, en øget grænsekontrol og indsatsen i socialt udsatte boligområder i Danmark.