URAN Danmark får hovedansvar for eksport af grønlandsk uran

Danmark kommer til at have hovedansvaret for eksporten af uran ud af Grønland. Det viser de såkaldte uran-aftaler mellem Danmark og Grønland, som begge lande har offentliggjort i dag.
01. februar 2016 14:29

Det bliver også Danmark, der i sidste ende kan afgøre, hvem der må stå for selve transporten, selv om Selvstyret skal høres i alle sager.

Dog kommer Grønland og Danmark i praksis til at deles om kontrollen med eksporten.

Til foråret skal Inatsisartut og Folketinget behandle en række lovforslag, der skal sætte rammerne for, hvordan uran må blive fragtet fra Grønland og ud i verden - når og hvis en mine med uran som biprodukt åbner.

Læs også VIDEO Danmark får ansvar for grønlandsk uran

Læs også Grønland og Danmark enes om uran-eksport

Og det kommer til at blive Erhvervsstyrelsen i Danmark, der bliver den overordnede myndighed i den sag.

Det viser uran-aftalerne, som Selvstyret og en række danske ministerier har indgået, og som både Danmark og Grønland i dag har offentliggjort.

Erhvervsstyrelsen skal blandt andet stå for at behandle ansøgninger fra selskaber, som ønsker at transportere såkaldt “dual-use”-produkter. Det vil sige materialer, som både kan blive brugt til civile og militærere formål, som fx atomvåben. 

Dog skal Departementet for Erhverv, Arbejdsmarked og Handel i Selvstyret høres i alle ansøgninger om uran-eksport, mens Danmark og Grønland også kommer til at deles om den daglige kontrol med eksporten ud af Grønland. Det bliver bl.a. de grønlandske toldmyndigheder, der får den opgave. 

Samtidig skal Selvstyret selv udpege firmaer i Grønland, som bliver omfattet af kontrol fra myndighederne.

I sidste ende bærer Danmark dog hovedansvaret for en sikker transport, fordi Danmark har underskrevet en række internationale konventioner om sikker transport af nukleart materiale.