Cruz vandt over Trump i delstaten Iowa

I USA endte nattens afstemning i delstaten Iowa med en noget overraskende vinder hos Republikanerne.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
02. februar 2016 11:42

Det blev nemlig den religiøse og konservative Tea Party-kandidat Ted Cruz, der løb med sejren over forhåndsfavoritten Donald Trump.

Ifølge de officielle optællinger fik Cruz 28 procent af stemmerne, mens den kontroversielle mangemilliardær Donald Trump løb med 24 procent af stemmerne.

Trump fik dermed blot et enkelt procentpoint flere stemmer end Marco Rubio, senator fra Florida.

Hos Demokraterne var der nærmest dødt løb mellem Hillary Clinton og selvproklamerede demokratiske socialist Bernie Sanders.

Clinton vandt dog en kneben sejr med 49,9 procent mod Bernie Sanders' 49,5 procent, rapporterer CNN.