Corbyn genvalgt som Labours leder

Den 67-årige Jeremy Corbyn fik 61,8 procent af stemmerne, mens hans udfordrer fik 32,2 procent.
Jeremy Corbyn Foto © : Garry Knight
Skrevet af Ritzau
24. september 2016 14:26

Jeremy Corbyn er blevet genvalgt som det britiske arbejderpartis leder med 313.209 stemmer mod 193.229 til modstanderen, den 46-årige Owen Smith, skriver Reuters.

Den 67-årige Corbyn, som på forhånd var klar favorit til at blive genvalgt, fik 61,8 procent af stemmerne, mens hans udfordrer fik 32,2 procent.

Tilhængere af Corbyn jublede, da det officielle resultat tidligt lørdag eftermiddag blev offentliggjort i Liverpool.

I en kort sejrstale sagde Corbyn, at afstemninger om partiledere er ophidsende og ofte skaber bitterhed og splittelse.

- Ofte fortryder vi, hvad der bliver sagt i ophedede diskussioner. Vi har langt mere til fælles, end ting, der deler os, hed det.

Politiske iagttagere forudsiger, at de interne stridigheder i Labour vil fortsætte på den anden side afstemningen.