Clinton tager afstand til olieboringer i Arktis

Beslutningen om at bore efter olie i Arktis er risikabel, mener den demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
19. august 2015 07:33

Hun lagde i går tirsdag afstand til præsident Barack Obama i spørgsmålet om, hvorvidt olieboringer i Arktis er en god idé.

I mandags gav Obamas regering en endelig godkendelse til Shell om at fortsætte boringer i området nord for Alaska.

Men den beslutning bakker præsidentens tidligere udenrigsminister tilsyneladende ikke op om.

LÆS OGSÅ Obama giver Shell grønt lys til olieboringer i Arktis

- Arktis er en unik skat. Set i lyset af det, vi ved, er det ikke værd at løbe risikoen ved boringer, skriver Hillary Clinton på Twitter.

Udmeldingen anses for et af de mest markante brud med linjen lagt af præsident Obama fra Clintons side i klimaspørgsmålet.