VIDEO Chemnitz Narup glæder sig til stærkere lokalt samarbejde

For at sikre, borgerne i både Tasiilaq, Paamiut og Illoqqortoormiut bliver hørt helt inde på Kommuneqarfik Sermersooqs kontorgange i Nuuk, vedtog man i sommer at indføre lokaludvalg i de tre byer.
27. januar 2015 11:25

Nu er der blevet valgt fem medlemmer til hvert af lokalrådene, som skal godkendes af kommunalbestyrelsen, før de kan gå i gang med arbejdet. Og borgmester Asii Chemnitz Narup ser frem til, at kommunalbestyrelsen får input fra de tre byer.

- De kan løbende komme med emner, der skal diskuteres af udvalgene i kommunalbestyrelsen. Det er en god mulighed for at få indflydelse. Kommer de med velbegrundede forslag, der kan behandles, så kan vi kommunalbestyrelsesmedlemmer så vidt muligt vedtage dem, der er mest velbegrundede.

Læs også Sermersooq indfører nyt politisk niveau

- Vores kommune spreder sig jo over et stort areal, hvor vi nogle gange går glip af, hvad der foregår de enkelte steder. Nu har vi lagt midler til side til netop disse byer, så lokaludvalgene kan bestyre midlerne til de forskellige kulturelle formål, de måtte ønske. På den måde kan de være med til at gøre deres byer til endnu bedre steder at bo i, siger Kommuneqarfik Sermersooqs borgmester, Asii Chemnitz Narup til KNR.

Fokus på nærdemokratiet
Grønland var opdelt i 18 kommuner, indtil de fire storkommuner, som ud over Sermersooq tæller Qaasuitsup Kommunia, Qeqqata Kommunia og Kommune Kujalleq, blev indført i 2009.

Her blev fem tidligere kommuner samlet i en under Kommuneqarfik Sermersooq i hovedstaden.

- Da vi blev til en storkommune, kunne alle mærke svækkelsen af nærdemokratiet – også her i byen (Nuuk, red.).

- Det har vi ønsket at gøre noget ved og har således kæmpet for at styrke nærdemokratiet. Nu er det snart en realitet, og det er jeg utrolig glad for, fastslår borgmesteren.

Når medlemmerne af de respektive lokaludvalg bliver godkendt af kommunalbestyrelsen i dag, så skal de afholde stiftende møder i løbet af de næste tre uger.

I Tasiilaq blev for eksempel 17-årige Pia Gry Christensen valgt ind. Hun vil være de unges talerør og synes, byen mangler et sted, hvor der kan afholdes koncerter for byens mange musikinteresserede. Mens 73-årige Frederik Petersen er blandt de nye medlemmer af Paamiuts lokaludvalg. Han vil blandt andet have forbedret byens bræt.