Byudviklingsprojekt splittes op

Det store byudviklingsprojekt i Nuuk - Siorarsiorfik - splittes nu op i mindre bidder.
Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
Skrevet af Thomas Munk Veirum
15. august 2017 11:55

Forvaltningen i Kommuneqarfik Sermersooq indstiller til kommunens økonomiudvalg at Siorarsiorfik-projektet opdeles i en række udbud af forskellig størrelse. Det skriver Sermitsiaq.ag.

LÆS OGSÅ Sermersooq vil ikke afsløre investorer

Projektet blev ellers præsenteret af borgmester Asii Chemnitz Narup og en enig kommunalbestyrelse kort før kommunalvalget som et samlet projekt til et større milliardbeløb. Projektet skulle finansieres af et konsortium bestående af pensionskasser, lød det dengang.

Tunnel erstattes af vej

Ifølge Sermitsiaq.ag erkender kommunen nu, at det ikke kan lade sig gøre:

- Administrationen er i midlertidigt i samarbejde med rådgivergruppen og Selvstyret nået frem til at risikoprofilen ved et stort sammenhængende udbud ikke nødvendigvis står mål med de potentielle fordele en sådan tilgang giver, erkendes det i beslutningsoplægget, som konstitueret kommunaldirektør Lars Møller-Sørensen har fremsendt til udvalget, skriver Sermitsiaq.ag mandag.

LÆS OGSÅ Selvstyret afviser økonomisk sikkerhed til Sermersooq-projekt

Netmediet beretter også, at en planlagt tunnel gennem fjeldet Store Malene er blevet sløjfet i Siorarsiorfik-projektet. Tunnellen bliver erstattet af en vej langs med fjeldet.

LÆS OGSÅ Kæmpeprojekt skal bane vejen for befolknings-eksplosion