Brand på Naja Arctica i Aalborg

Fredag formiddag måtte Beredskabscenter Aalborg rykke ud til en brand på Royal Arctic Lines containerskib Naja Arctica, der lå ved kaj i Grønlandshavnen. Det skriver nordjyske.dk.
Naja Arctica RAL
Foto © : Royal Arctic Line
Skrevet af Simon Uldum -
27. februar 2015 11:52

Der opstod brand i et separationsrum lige ved siden af hovedmaskinen. Skibets besætning havde dog delvist slukket ilden, da brandvæsenet kom.

- Takket være en hurtig indsats af skibets besætning var der nu tale om en delvist slukket brand. Hvis der først går ild i et maskinrum, hvor der er olie og en masse andet, der kan brænde, så kan det gå helt galt" siger indsatsleder Peter Reinau til nordjyske.dk.

Besætningsmedlem indlagt til observation

Et medlem af skibets besætning blev kørt på hospitalet til observation for røgforgiftning. Indsatslederen fra Beredskabscenter Aalborg roser besætningen for den hurtige indsats.

- Det kunne jo hurtigt være blevet en større brand, hvis ikke de havde reageret så hurtigt og resolut, som de gjorde, siger Peter Reinau.

Naja Arctica skulle have afsejlet fra Aalborg den 11. marts med ankomst til Reykjavik den 15.marts, inden turen videre mod Grønland. Det er så et spørgsmål om branden får betydning for sejlplanen.