Borgmestre i nye kommuner skændes om medarbejder-aftale

I forbindelse med fordelingen af de ansatte fra administrationen i Qaasuitsup Kommunia har flere ansatte fået valgmuligheden: Flyt med til Aasiaat eller pak sammen. Men nu har Avannaata tilbudt job til flere af de ansatte, der ikke ønsker at flytte med Kommune Qeqartalik til Aasiaat. Stik imod aftalen.
Kommunevåben
Foto © : Qaasuitsup Kommunia
15. november 2017 15:49

Fordelingen af de ansatte i den snart delte Qaasuitsup Kommunia er stadig i gang. 21 medarbejdere har fået tilbudt om de vil flytte til den kommende Kommune Qeqertaliks centraladministration i Aasiaat.

LÆS OGSÅ 11 kommunemedarbejdere takker nej til Aasiaat

Ud af de 21 har fire sagt ja til tilbuddet, da de ellers ville blive opsagt hvis de afviste tilbuddet.

Den anden af de nye kommuner har dog brudt aftalen, og beholdt de 11 medarbejdere der ikke vil flytte med til Aasiaat. 

SIK forarget

Formand for SIK, Jess G. Berthelsen, finder Qaasuitsup Kommunias håndtering af de ansatte grotesk. 

- Nu føler de sig taget grundigt ved næsen og tænker: Bare jeg havde sagt nej, så var jeg blevet i Ilulissat, udtalte han mandag. 

Den kommende borgmester i Kommune Qeqertalik, Ane Hansen, kan godt forstå SIK-formandens frustration.

LÆS OGSÅ Mine medlemmer føler sig til grin

- Det er meget beklageligt, og jeg er ikke forbløffet over, at SIK føler, at deres medlemmer bliver gjort til grin. Vi føler os nogenlunde på samme måde, sagde Ane Hansen.

Hun mener, Avannaata Kommunia burde have meldt ud tidligere, at de havde brug for arbejdskraften, så de to kommende kommuner kunne finde frem til andre løsninger.

Skal kunne løfte opgaver

Den kommende borgmester i Kommune Avannarleq, Palle Jerimiassen siger til KNRs radioprogram, Inuiaat Tillernerat, at Avannaata Kommunia først slog til, efter flere af de ansatte i Qaasuitsup Kommunia havde takket nej til at flytte til Aasiaat.

- Vi skal også sikre, at Avannaata Kommunia skal have de bedste forudsætninger for at kunne løfte den personalemæssige opgave fra første januar, sagde Palle Jerimiassen.

LÆS OGSÅ Kommunen sikrer boliger til kommende medarbejdere

Ifølge borgmester i Qaasuitsup Kommunia, Ole Dorph, er Qaasuitsup Kommunia ikke blevet orienteret om Avannaata Kommunias behandling af sagen:

 - Vi fandt først ud af, hvad der var sket gennem Sermitsiaq i forgårs. Nu har vi en dialog i gang med Avannaata Kommunia for at finde ud af hvordan de har håndteret sagen, sagde borgmester Ole Dorph til KNR.