Borgmester rejser med nødberedskab til Tasiilaq

Et nødberedskab bestående af en psykiater og psykologer rejser sammen med borgmester Asii Chemnitz Narup til Tasiilaq mandag, efter byen indenfor en uge har oplevet to selvmord og et drab.
Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
16. januar 2017 11:08

Året er startet med to dystre uger i Tasiilaq. To selvmord og et drab har sat dybe spor i de 2000 borgere i byen. Det er på den baggrund, at Kommuneqarfik Sermersooq mandag sender et nødberedskab til Tasiilaq.

Borgmester Asii Chemnitz Narup rejser sammen med forvaltningsdirektør Grethe Nielsen til Østgrønland mandag. Det oplyser kommunen til KNR.

De rejser til byen for at vise deres støtte til det hårdtprøvede personale, mens et nødberedskab bestående af en psykiater og flere psykologer rejser med for at yde krisehjælp til de mange borgere, der er ramt af ugens tragiske hændelser.