Borgmester er parat til mindre godsmængder til Aalborg

Aalborgs borgmester er parat til at slække på kravene til mængden af gods, som RAL leverer til Aalborg Havn. Til gengæld skal samarbejdet med Aalborg Havn forlænges, lyder det.
Foto © : Jonas Fievé/KNR
07. oktober 2017 13:52

Noget for noget. Det er indstillingen hos Aalborgs borgmester og bestyrelsesformand i Aalborg Havn A/S, Thomas Kastrup-Larsen (S), efter et møde mellem havneselskabet og Royal Arctic Line, RAL, torsdag.

I en fælles pressemeddelelse torsdag lød det, at parterne arbejder mod en model, hvor Aalborg Havn er ’fleksibel i forhold til den eksisterende aftale, imod at Royal Arctic Line garanterer Aalborg besejling frem til 2025.’

LÆS OGSÅ RAL ønsker en lykkelig skilsmisse

Og ifølge Aalborg Havns bestyrelsesformand betyder det, at man hos selskabet er villig til fx at slække på den nuværende aftale om, at mindst 75 procent af alt gods til Grønland skal over Aalborg Havn – mod at RAL forlænger sit samarbejde med den nordjyske havn.

Det skal ske for at sikre nordjyske firmaer, der i dag er afhængige af containerfragt til og fra Grønland.

- Det kunne være, at det var en lavere procentdel eller nogle andre ting. Det må man prøve at kigge på, siger Thomas Kastrup-Larsen til KNR.

Han er dog parat til at se på, om Aalborg Havn eller andre selskaber fremover skal stå for at drive RAL’s nuværende terminal i den nordjyske storby.

- Så håber vi jo på, at vi i den her proces kan finde noget at blive enige om, så vi kan være fleksible og hjælpe Royal Arctic Line med deres projekt om at åbne netværket op, siger han.

Borgmester: RAL skal stå for besejling

RAL fastholder dog, at rederiet vil starte med at sejle fra Aarhus i 2019 – tre år før den nuværende kontrakt med Aalborg Havn udløber.

Men om det betyder, at RAL vil sejle fra begge havne i en årrække eller trække på et andet rederi til sejladsen mellem Aarhus og Aalborg, vil adm. direktør for RAL, Verner Hammeken, ikke lægge sig fast på over for KNR.

LÆS OGSÅ RAL flytter fragt til Aarhus

Ifølge Thomas Kastrup-Larsen vil Aalborg Havn dog holde fast i, at det skal være RAL og ikke andre selskaber, som står for containerbesejlingen til Aalborg, hvis man forlænger aftalen frem til 2025.

- Det er Royal Arctic Line, der skal besejle Aalborg. Det er sådan, det er formuleret i pressemeddelelsen (fra torsdag, red.), siger han.

Erstatningskrav er væk – for nu

Med mødet ser situationen mellem de to parter nu ud til at være blødt op. Bl.a. er Aalborg Havns trussel om et erstatningskrav mod RAL taget af bordet. Det bekræfter begge parter over for KNR.

LÆS OGSÅ Aalborg Havn lægger pres på RAL med milliontrussel

Men det er kun så længe, at RAL fortsat overholder den nuværende aftale med havnen til og med 2022, understreger Kastrup-Larsen.

- Det er klart, at hvis det her strander, og der ikke sker noget som helst, og det hele går i hårdknude, så er vi tilbage til den situation, vi havde før mødet i går.