Borgerligt samarbejde i sigte

Grønland har to liberale partier, men samarbejde det gør de ikke. Atassut mener ikke Demokraterne tager nok sociale hensyn. Omvendt mener Demokraterne slet ikke, at Atassut er liberale. Det kom frem under gårsdagens head to head debat, hvor Atassut kom med overraskende indrømmelse.
21. november 2014 18:15

- For mig at se, har de flyttet meget mod venstrefløjen, måske højre side af venstre fløjen, siger Demokraternes formand Anda Uldum.

Atassuts formand Knud Kristiansen mener dog, at det er Demokraterne der har flyttet sig.

- Jeg finder det ikke mærkværdigt, at Demokraterne er lidt forvirret over hvor de selv er. De kalder sig socialliberale, men ønsker at være liberale lige som os, siger Kristiansen.

 

Arbejdsmarked skal have bedre rammer

I de seneste regeringer har Demokraterne og Atassut været på hver sin side af magten i skiftende samarbejde med venstrefløjen. De er dog enige på en lang række punkter.

Demokraterne vil gerne indføre et beskæftigelsesfradrag. Noget Atassut er meget åbne for at drøfte.

 

Enige om lavere selskabsskat

Begge partier vil sænke selskabsskatten. Demokraterne vil have den ned på 20 procent fra de nuværende godt 30 procent, og gør det klart at de ser det som en god forretning.

- Det er overhovedet ikke en omkostning, pengene ryger direkte ind igen. Det er vi fuldt ud overbeviste om, siger Anda Uldum.

Atassut er ikke langt fra.

- 20 til 25 procent, men vi er meget åbne for videre debat, siger Knud Kristiansen, som også gør det klart, at han ser det som en investering.

 

Slanger i Paradis

Selvom der er meget de to partier kan blive enige om, så er der stadig knaster og et stykke vej til de falder hinanden om halsen.

- Jeg mener bare, at Atassut har flyttet sig mig mod venstre, hvilket man også ser, da det har været med let for deres tidligere medlemmer at flytte til Siumut, siger Anda Uldum.

Knud Kristiansen har nogle krav, men så er han faktisk ikke så lukket for mere samarbejde på den borgerlige fløj.

- Hvis Demokraterne kan få en klar og mere social bygdepolitik, en klar og mere bred fiskeripolitik og uddannelsespolitik, så kan vi snakke, siger han.

 

Atassut genovervejer royalties

Endeligt kom Atassut også med en bemærkelsesværdig indrømmelse. Knud Kristiansen gjorde det nemlig klart, at han ikke er lukket for at ophæve royaltimodellen, hvis det kan sætte mere gang i væksten.

- Vi vil meget gerne drøfte med Demokraterne om hvilken metode vi skal bruge.

Så Royalties er også til debat?

- Ja, siger Knud Kristiansen.