VIDEO Borgere allerede trætte af Inatsisartut-kandidaterne

Efter de to første vælgermøder forud for valget den 28. november savner flere borgere substans i debatterne frem for ophidset retorik og angreb på de øvrige partier.
31. oktober 2014 11:38

- Det, jeg har bidt mest mærke i, er, at i stedet for at høre så meget på borgerne, så angriber partierne hinanden. Jeg vil hellere høre på debat om borgerne. Der bør sættes en stopper for den måde, partierne snakker grimt til hinanden på, siger Juliane D. Berthelsen til KNR.

- I stedet for at gå efter enkeltpersoner burde de snakke om partiets mål, som vil gøre godt for samfundet, som det vigtigste i stedet for at jagte enkeltpersoner. Det er altid spild af tid i debatter, siger Enok Josiassen.

Læs også GA: Valgkamp vidner om politisk umodenhed

- Da de begyndte at råbe, tænkte jeg bare, nej, tag jer sammen, siger Evi Kreutzmann og Rebekka Jeremiassen er enig:

- Der er meget mundhuggeri, og det udvikler sig næsten til decideret skænderi. Det er utroligt, at de opfører sig på den måde, mener hun.

 

Savner substans

Vælgermøderne i Ilulissat og Sisimiut blev transmitteret i både radio og på tv. Og her er flere gået over gevind, mener Jakob Mølgaard.

- Nogle af kandidaterne er meget rolige, men der er også nogle, der råber for højt. Nogle svarer godt på spørgsmålene, mens andre snakker udenom. Nogle svarer godt for sig, men man kan mærke, at der mangler substans i deres svar, siger han og fastslår, at det ikke påvirker hans stemme.

Læs også Se eller gense vælgermødet fra Sisimiut

- Det er ikke sådan, at det er den, der råber højest, vi kommer til at stemme på. Dem, der kommer med gode politiske input med et godt grundlag, er nok dem, man har lyst til at stemme på, siger han.

Mandag den 3. november transmitteres der igen vælgermøde i radioen og på tv, når kombattanterne mødes i Qaqortoq. To dage efter gælder det Narsaq. Først fem dage inden valget, kommer kandidaterne til vælgermøde i Nuuk.

Se hele programmet for KNR’s radio- og tv-transmissioner i forbindelse med valget her.

Læs også Se eller gense vælgermødet fra Ilulissat