Biltyv omkommet i Qaqortoq

Et brugstyveri af en bil i Qaqortoq fik onsdag eftermiddag en tragisk udgang.
Skrevet af Karsten Sommer
24. maj 2017 21:10

Laila Fleischer fra Politiet i Kujataa fortæller at politiet klokken 15.25 fik anmeldelse om tyveri af en bil fra en parkeringsplads på Torvevej i Qaqortoq.

Politiet rykkede ud, og observerede den stjålne bil komme kørende med en mand ved rattet.

Politiet forsøgte med blå blink og sirener at bringe bilen til standsning, men uden at føreren stoppede.

Bilen forsøgte at undvige politiet, ved i meget høj fart at køre af forskellige veje, for til sidst at køre ned af Vatikanbakken, hvor der er meget ringe udsyn til eventuelle modkørende bilister.

Desværre førte det til at den stjålne bil i høj fart kørte frontalt ind i en modkørende bulldozer.

Den 36-årige biltyv blev efterfølgende erklæret død af en tilkaldt læge.

De pårørende er underrettet af politiet, fortæller Laila Fleischer fra Politiet i Kujataa.

Hun opfordrer eventuelle vidner til biltyveriet eller det efterfølgende sammenstød om at rette henvendelse til politiets vagtcentral på telefon 701448.

Personer der på baggrund af den tragiske hændelse har behov for krisehjælp, kan rette henvendelse til Socialvagten i Qaqortoq på telefonnumrene 493435 eller 253534.