Besparelser i hovedstaden rammer dårligt stillede borgere

Der skal spares 80 millioner kroner i Kommuneqarfik Sermersooq, og det kommer borgerne både til at se og mærke – men fra næste år, lover kommunen, ser det lysere ud.
Foto © : Simon Uldum
Skrevet af Sandra Meinecke
26. november 2014 18:13

Kommuneqarfik Sermersooq skal til næste år spare mere end 80 millioner kroner.

 

Her til eftermiddag holdt hovedstadskommunen pressemøde, hvor de præsenterede, det de selv kalder, "Det sværeste budget i Kommuneqarfik Sermersooqs historie".

 

Besparelserne kommer blandt andet til at betyde flere elever i skoleklasserne, færre penge til sociale ydelser og så kommer skidt på gaden til at ligge længere.

 

Af nye tiltag vil kommunen sælge boliger, som alligevel står tomme, se på kommunens indkøb og på trods af besparelser øge bevillingen til kommunens børn.

 

De mange besparelser kommer til at vende økonomien, ifølge kommunens budget forventer de i 2015 et overskud på 26 millioner kroner, som følge af stramningerne og bedre intern styring af blandt andet bogholderiet i kommunen.

 

Kommunens økonomi har været underlagt skærpet tilsyn, og det er ambitionen, at det skal ændres.

 

KNR fangede Borgmester Asii Chemnitz Narup, som forklarede, at presset på kommunen gør, at besparelserne modvilligt også kommer til at ramme borgere på sociale ydelser.

 

Hvorfor har I valgt at spare blandt andet på de sociale ydelser?

 

- Blandt dem, som får hjælp fra offentlige, er 15- 16 procent flyttet til Nuuk udefra indenfor det seneste år. De kommer som arbejdsløse. Det betyder, at det pres, vi mærker på Nuuk by, og det gør, at vi forpligter os overfor rigtig mange mennesker. For at holde det pres ude, er vi nødt til at sænke den offentlige ydelse.

 

Hvordan kan I sikre, at de bliver væk af den grund? Nuuk er jo hovedstaden, og det er ofte her, der er arbejdspladser?

 

Det er rigtigt, det er jo et globalt fænomen. Og selvfølgelig kan vi ikke garantere, at der bliver en lavere tilflytning. Men vi har valgt at sige, at det kan have en indflydelse af sænke de sociale ydelser, sagde Borgmester Asii Chemnitz Narup.

 

Hun understreger, at sænkelsen betyder, at ydelserne i Nuuk nu ligger på niveau med andre byer. Dermed, håber kommunen på, at der ikke vil være samme incitament for at flytte. Med det nye budget kommer hjælpen fra det offentlige i Nuuk ned på niveauet med Qeqqata.

 

I har valgt at undlade at ændre på skatten. Kunne man ikke have gjort det, så besparelserne ikke rammer dem, som i forvejen er afhængige af sociale ydelser?

 

Da vi tog den her beslutning i kommunalbestyrelsen, var vi ret sikre på, at den midlertidige udligningsreform fra 2015 ville træde i kraft, og at vi skulle af med ekstra 54 millioner. I hele udligningspakken lå også en anden omfordeling som betød, at i det øjeblik, vi hævede skatten, ville der gå flere penge ud af vores kommune. Og det er ikke fair, at vores borgere skulle betale mere til de andre kommuner, siger Asii Chemnitz Narup.

Kommunen ønsker også med det nye budget at fastholde et anlægniveau på 200 millioner kroner. Så kommunens udvikling ikke går i stå.

 

Asii Chemnitz Narup nævner blandt andet, at Nuuk har brug for flere kollegier, så de unge studerende har et sted at bo.