Belgisk delstat fælder EU's handelsaftale med Canada

EU-Kommissionen siger, at forhandlingerne om en løsning er gået i stå, men det er ikke enden på processen.
Foto © : Thijs ter Haar/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
21. oktober 2016 14:44

Forhandlingerne med Vallonien om den omfattende frihandelsaftale mellem EU og Canada er foreløbig brudt sammen.

Det meddeler den canadiske handelsminister, Chrystia Freeland, fredag eftermiddag.

- Det er tydeligt for mig og for Canada, at EU ikke nu er i stand til at have en international aftale selv med et land, der har så europæiske værdier som Canada, siger Chrystia Freeland, da hun forlader det vallonske delstatsparlament i Namur.

Handelsministeren, der kæmper med at holde tårerne tilbage, erklærer sig dybt skuffet og taler om en fiasko.

- Canada er skuffet. Jeg er personligt meget skuffet, siger Chrystia Freeland.

Læs også Frihandelsaftale kan åbne døre for Great Greenland

Hun siger, at hun de seneste måneder har arbejdet "meget, meget hårdt" sammen med EU-Kommissionen og EU's medlemslande for at få frihandelsaftalen i hus.

Handelsministeren vil nu rejse tilbage til Canada og tilbage til sine tre børn, siger hun.

En kilde i EU-Kommissionen bekræfter, at forhandlingerne om en løsning er gået i stå.

- EU-Kommissionen betragter det ikke som enden på processen, der baner vejen for underskrivelsen af handelsaftalen mellem EU og Canada, siger kilden.

Trods enormt pres fra hele EU og forhandlinger næsten døgnet rundt blokerer det vallonske delstatsparlament stadig for handelsaftalen.

Det forhindrer Belgien som det sidste af de 28 EU-lande i at sige ja til den såkaldte Ceta-aftale.

Vallonien frygter blandt andet, at canadiske virksomheder vil kunne sagsøge EU-lande, der indfører nye regler for beskyttelse af miljø og sundhed.

Læs også Frihandelsaftale kan åbne døre for Great Greenland

Ceta-aftalen blev forhandlet færdig for to år siden og skulle efter planen have været underskrevet på et topmøde i Bruxelles mellem EU og Canada på torsdag i den kommende uge.

Vallonien tegner sig for 14,6 procent af al belgisk eksport, mens regionen Bruxelles har 2,4 procent af eksporten.

Belgiens flamsktalende region, Flandern, der er en stor tilhænger af frihandelsaftalen, står for 83 procent af al belgisk eksport.

Canada er verdens 10. største økonomi. Ceta-aftalen ville være EU's første frihandelsaftale med et G7-land uden for EU.

/ritzau/