Belgisk delstat blokerer for EU's handelsaftale med Canada

Politiske ledere i Belgien har onsdag aften afsluttet et møde i Bruxelles, uden at blive enige om hvorvidt landet samlet set skal støtte en frihandelsaftale med Canada.
Foto © : Thijs ter Haar/Flickr Creative Commons
Skrevet af Karsten Sommer
27. oktober 2016 06:28

Det oplyser landets udenrigsminister, Didier Reynders, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Mødet vil dog blive genoptaget her torsdag formiddag.

Ifølge den belgiske premierminister, Charles Michel, vil han fortsætte arbejdet med at forfatte en fælles tekst, der skal dæmpe især regionen Valloniens bekymringer, som har gjort at de hidtil har blokeret for aftalen.

Vallonien vil blandt andet have sikkerhed for, at virksomheder fra Canada ikke vil kunne sagsøge EU-lande, der indfører nye strammere regler for beskyttelse af miljø og sundhed.

På et EU-topmøde i dag var det ellers meningen, at den omdiskuterede handelsaftale med G7-landet Canada skulle skrives under.

Men nu er det stadig usikkert, om den canadiske premierminister, Justin Trudeau, flyver til Bruxelles senere i dag for at skrive under.