Bankdirektør: Der burde være overskud

Grønlands Erhverv og direktøren for Grønlandsbanken kritiserer begge den nyligt vedtagne finanslov.
Martin Kviesgaard Foto © : KNR
25. november 2015 16:39

Der burde ikke være underskud, når det går fremad, mener direktør for Grønlandsbanken Martin Kviesgaard, og fra Grønlands Erhverv lyder der også kritiske toner om næste års finanslov - politikerne viger uden om de centrale problemstillinger i økonomien, lyder det.

I går var det professor i økonomi og formand for økonomisk råd, Torben M. Andersen, der var ud med riven efter Naalakkersuisuts finanslov for 2016, da han sagde, at politikerne skubber nogle problemer foran sig, når den grønlandske finanslov til stadighed ikke kan fremvise et overskud.

Læs også Økonomiprofessor kritiserer finanslov

Og i dag kalder direktøren for Grønlandsbanken det så for uhensigtsmæssigt, at Grønlands finanser giver et underskud på 56,8 millioner kroner næste år.

-Vi vil godt tillade os at være lidt bekymrede, vi mener ikke, at et underskud i en normal konjunktursituation som i 2016 og 2017 er hensigtsmæssigt, siger Martin Kviesgaard.

Hos Grønlands Erhverv vender man også tommelfingeren nedad.

- Det er en finanslov, der ikke adresserer de centrale problemstillinger i vores økonomi og ikke får sat gang i reformer, som er helt nødvendige, siger Thomas Mogensen, konsulent i Grønlands Erhverv.

Læs også Finansloven stemt igennem af koalitionen

Naalakkersuisut har mindsket underskuddet i 2016 ved blandt andet at vedtage en afgiftspakke på forbrugsvarer. Ifølge Martin Kviesgaard er årsagen til afgiftsstigningerne netop manglende reformer.

- Pakken af afgifter på forbrugsvarer er jo egentlig en konsekvens af, at man ikke har fået reformerne på plads, og så skal hullet jo lukkes på en anden måde, siger Martin Kviesgaard. Han er som udgangspunkt er tilfreds med, at Naalakkersuisut er påbegyndt en række reformer - heriblandt reformen af alderspension med hævelse af pensionsalderen og reformen af førtidspension - men politikkerne skal passe på, at de ikke fjerner betydningen af deres egne reformer før de er vedtaget.

Læs også Vittus ser grundlag for vækst

- Reformerne ser ud til at de bliver udvandet en lille smule, hver gang man arbejdet med dem, og de bliver også udskudt, dermed får man ikke helt løst problemerne, siger Martin Kviesgaard.

Bankdirektøren vil ikke fremhæve enkelte reformer, som Naalakkersuisut bør prioritere højere end andre i arbejdet med at skabe balance i økonomien de kommende år. Thomas Mogensen fra Grønlands Erhverv mener til gengæld, at Naalakkersuisut bør satse på at udvikle erhvervsmulighederne i Grønland for at få mere vækst i økonomien.

KNR arbejder på en kommentar til de sidste dages kritik af finansloven fra Naalakkersuisoq for finanser, Vittus Qujaukitsoq.