AWG-arrangører spurter med 100 dage til mål

Der er kun 100 dage til Arctic Winter Games i Nuuk begynder. Legenes arrangører har sat slutspurten ind og arbejder med at få de sidste detaljer på plads
Skrevet af Ivik Kristiansen
27. november 2015 15:57

- Vi er begyndt at skulle kigge på at have en flyplan for alle de her mennesker, der skal transporteres ind. Sammen med de frivilige er vi begyndt at øve os i at samle sengene, som atleter skal sove i.

- Vi har haft en test-event, hvor vi har prøvet at bespise rigtig mange oppe i Qassi, som skal være spisestedet. Så det er masser af øvelse og en masse planlægning, siger direktør for Arctic Winter Games 2016, Maliina Abelsen, til KNR.

Læs også VIDEO Nuuk gør sig klar til AWG 2016

Men der er stadig nogle udfordringer. Nuuks store hal, Inussivik, der blev bygget i anledningen af Nuuks første værtsskab af Arctic Winter Games i 2002, danner ramme for de indendørs sportsdiscipliner.

Men der har i årevis været problemer med dets utætte tag, der dog er forventet til at være lappet sammen inden åbningsceremonien.

Maliina Abelsen erkender da også, at der nogle ting, der ligger uden for arrangørenes hænder, men er sikker på, at alle gør det, de kan.

- Det er vi helt sikre på, at det kommer der styr på. Det skal der være, fordi vi er 100 dage væk, og det er ikke sådan, at Arctic Winter Games er noget, man kan skubbe, så det skal bare være klar.

- Selvfølgelig er vi afhængige af masser af ting i samfundet, men vi oplever også, at alle ligesom godt kan være med til at stramme ballerne, og vi mærker, at der er en god ånd. Så vi er fortrøstningsfulde, lyder det fra Maliina Abelsen.

Læs også VIDEO Nuummiut: Giv Arctic Winter Games en hånd søndag

 

Snekanoner

Ligesom ved de arktiske lege i 2002 byder vejret også på nogle bekymringer. Vejret giver nemlig ingen garanti for, at der om 100 dage er sne nok. Et potentielt problem, som holdet bag AWG2016 dog er klar over.

Maliina Abelsen oplyser, at der er taget højde for forskellige scenarier, og skulle sneen mangle, sørger snekanoner for, at der alligevel er sne nok til skiløberne.

Alligevel håber Maliina Abelsen, at de bliver unødvendige, fordi budgettet tillader ikke ubegrænset brug af dem.

- Der er et meget skrabet budget. Men jeg er sikker på, at vi får nok sne, og gør vi ikke det, må man jo forsøge at lave nogle baner der, hvor der er mulighed for det. Sådan er det jo engang, det har vi prøvet før heroppe, og jeg er sikker på, at vi godt kan finde ud af at gøre det igen, siger direktør for Arctic Winter Games 2016, Maliina Abelsen.

Læs også AWG 2016: Generalprøve på åbningsceremonien

 

Frivillige

På AWG's hjemmeside fremgår det i øvrigt, at der nu er værget knap 1200 frivillige. Abelsen håber dog på, at omkring 200 flere tilslutter sig og fremhæver samtidig, at børneattester og straffeattester er en forudsætning for at melde sig.