Folketingsvalg 2015 Avis: Færinger er mest aktive i dansk politik

Selv om det færøske folketingsmedlem, Sjúrður Skaale, sætter spørgsmålstegn ved, om de nordatlantiske medlemmer har grund til at sidde i Folketinget, er det de færøske politikere, som er mest aktive i dansk politik.
03. juni 2015 08:05

Det viser en opgørelse, Jyllands-Posten har lavet.

Ifølge avisen har den borgerlige færøske politiker, Edmund Joensen fra Sambandpartiet, stemt 33 gange i Folketinget de seneste fire år. Det svarer til to procent af alle afstemninger og har bl.a. handlet om SU,  fødevarer, landbrug og lejelovgivning.

Imens har den socialdemokratiske Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin har afgivet stemme otte gange de seneste fire år.

LÆS OGSÅ Færøsk MF'er: Skal Nordatlanten ud af Folketinget?

I den grønlandske lejr har Doris Jakobsen og Nick Nielsen tilsammen stemt fem gange i Folketinget de seneste fire, mens Sara Olsvig fra IA og hendes afløser Johan Lund Olsen har deltaget i afstemninger fire gange den seneste regeringsperiode, skriver avisen.

De nordatlantiske mandater har dog flere gange været afgørende stemmer i dansk politik. I 1998 var det således dem, der sikrede statsminister Poul Nyrup Rasmussen genvalg.

Ti år tidligere, i 1988, var det også stemmer fra de færøske politikere, der sikrede, at tv-kanalen TV2 kunne åbne.

LÆS OGSÅ Færingerne kan blive tungen på vægtskålen