Fontain vil bekæmpe grønlandsk verdensrekord i ørebetændelse

Av, av mit øre. Sådan har mange forældre kunne høre, når deres børn har haft betændelse i deres mellemøre. Grønland har i dag verdens højeste forekomst af kronisk mellemørebetændelse blandt børn og unge, og det skal der gøres noget ved.
Foto © : KNR
22. maj 2017 14:07

Det mener Debora Kleist fra Inuit Ataqatigiit, der har stillet spørgsmål ved, hvad der bliver gjort for at forebygge mellemørebetændelse, der rammer mellem 9 og 14 procent af børn og unge her i landet. 

- Hvordan kan vi målrettet hjælpe børn og voksne, hvis hørelse er nedsat eller skadet, som følge af blandt andet mellemørebetændelse? Vil hun vide. 

Naalakkersuisoq for sundhed, Agathe Fontain, er enig i, at der skal gøres mere for at nedbringe antallet af borgere, der bliver ramt af sygdommen, der i værste fald kan betyde, at man mister hørelsen. 

I et svar til Debora Kleist og resten af Inatsisartut forklarer Agathe Fontain, at Naalakkersuisut er ved at undersøge mulighederne for at styrke indsatsen overfor mellemørebetændelse og høretab.

På grund af omfanget og konsekvenserne af problemet, planlægger Departementet for Sundhed at inkludere den sundhedsfaglige indsats i forhold til mellemørebetændelse i den nye Sundhedsstrategi fra 2018, fortæller hun. 

- Det vil være højst gavnligt hvis forældrene er mere opmærksomme på. hvor udbredt kan mellemørebetændelse er, hvilke konsekvenser det kan have for deres børn og hvad man selv kan gøre for at forebygge mellemørebetændelse, siger Agathe.

Derudover er der lige nu et projekt i gang kaldet Siutit. Her undersøger en Ph.d. studerende og to øre-, næse-, halslæger fra Danmark effekten af at indlægge dræn hos grønlandske børn. Projektet foregår i samarbejde med en række sundhedscentre og hospitaler her i løbet frem til til 2020. 

Indsatsen mod mellemørebetændelse skal debatteres i Inatsisartut d. 30 maj.