AWG2016 Atleternes køjesenge fra skolerne gik som varmt brød

Der er ikke kun genbrug af de senge, som de mange hundrede atleter har benyttet under AAWG2016.
13. marts 2016 20:28

Også overskydende mad, der ikke kan leveres tilbage til leverandørerne, bliver udnyttet. Det bliver doneret til Frelsens Hær, mens alt sportsudstyr, som der ikke er anden aftale om, bliver solgt til sportsforeningerne for en tiendedel af indkøbsprisen.

De resterende ting, som AWG2016 ejer, vil enten blive solgt på auktion eller givet bort, oplyser AWG-sekretariatet.

I dag har der været rift om de køjesenge, madrasser, soveposer og lagner, som souschef ved Arctic Winter Games, Arnakkuluk Jo Kleist i gårsdagens Radioavis fortalte ville være til salg for alle interesserede.

Her havde AWG indkøbt i alt 900 køjesenge, så de mange atleter havde noget at sove i ude på skolerne.

I forvejen havde kommuner, Selvstyret, fåreholdere og en efterskole sat sig på omkring halvdelen af sengene, fortalte Arnakkuluk Kleist. Blandt andet har familiedepartementet doneret senge til Frelsens Hær.

Resten af sengene var i formiddag så sat til salg på Samuel Kleinschmidt-skolen, hvor der hurtigt var udsolgt.

- På blot 20 minutter fik vi solgt alle 190 køjesenge og 238 madrasser. Nu er salget så rykket ud på Kangillinnguit Atuarfia, og her står 60 mennesker allerede i kø, oplyste Christian Kjeldsen til sermitsiaq.AG.