Asii vil dømmes på resultater

Tomme ord og angreb på udlændinge, fylder for meget i debatten om selvstændighed, lyder det fra borgmester.
Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
04. februar 2017 14:55

For mange taler for meget og gør for lidt. Der bliver skældt ud på udlændinge, og dem der ikke betragtes som grønlandske nok og så står Grønland ved en skillevej. Det er budskaberne fra Asii Chemnitz Narup i en kronik i avisen Sermitsiaq, i anledning af at Inuit Ataqatigiit holder landsmøde i Ilulissat i denne weekend.

LÆS OGSÅ Forfatningsarbejdet mangler fundament

Her lyder det fra borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, at hun vil tale om den skillevej, hun mener landet står ved.

- Skal vi skabe resultater, der peger fremad og som giver borgerne muligheder og reelt grundlag for at tro på en god fremtid i Grønland. Eller skal vi gå gradvist i stå, mens folk flygter ud af landet, uden tiltro til en fremtid for dem selv og deres familie, skriver Asii Chemnitz Narup.

Besk bismag

Hun gør det videre klart, at selvstændighedsdebatten har fået en lidt besk bismag for hende. Angreb mod tilflyttere og tomme ord fylder for meget. 

- Man kan da godt holde brandtaler og skælde ud. Jeg synes dog vi som politikere bør måles på, om vi bringer Grønland længere fra eller tættere på, at kunne stå på egne ben økonomisk, menneskeligt og praktisk, skriver IA borgmester Asii Chemnitz Narup i en kronik i Sermitsiaq forud for IAs landsmøde i Ilulissat.

LÆS OGSÅ Spænd livremmen ind for selvstændigheden

 

LÆS OGSÅ Klynkeri fører ikke til selvstændighed