PAN AM Asii glæder sig til Pan Am i Nuuk

I juni 2018 skal Nuuk være værtsby for de Panamerikanske mesterskaber i herrehåndbold. Og det vakte begejstring hos borgmester Asii Chemnitz Narup, da hun hørte nyheden i lørdags.
Foto © : Grønlands Håndbold Forbund
Skrevet af Karsten Sommer
02. august 2016 15:10

- Glæde, glæde glæde. Sådan følte jeg, og jeg tænkte "Nu har Verden fået øje på Nuuk og på Grønland", også som idrætsnation, siger borgmesteren i Kommuneqarfik Sermersooq.

 Asii Chemnitz Narup er overbevist om at erfaringerne fra Arctic Winter Games tidligere i år, bliver til stor nytte for afviklingen af den store håndboldturnering, hvor 12 hold fra både Syd-, Mellem- og Nordamerika mødes i Nuuk, for at spille om tre pladser til VM i håndbold.

- Sådan et arrangement kan kun lykkes, hvis man samarbejder på tværs mellem kommune, selvstyre og idrætsforbundene. Og ikke mindst inddrager borgerne, for vi får helt sikkert brug for en mængde frivillige igen.

- Så jeg glæder mig til at bruge de ting vi lærte under AWG i den her sammenhæng, siger Kommuneqarfik Sermersooqs borgmester, og tilføjer:

- Stort tillykke til Grønlands Håndboldforbund - det var virkelig godt gået at de fik arrangementet til Nuuk. Og vi er klar!