Asii er valgets dronning

Den helt store stemmesluger ved kommunalvalget blev uden tvivl Asii Chemnitz Narup, som støvsugede hver fjerde stemme i landets folkerigeste kommune.
Foto © : Malik Brøns
Skrevet af Jonas Fievé
06. april 2017 07:10
Versionist Connie Fontain

Selvom der undervejs kom lidt grus i maskineriet, endte den nuværende og kommende borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq alligevel med at blive den største stemmesluger med omkring 25 procent af stemmerne i kommunen.

- Det er meget overvældende, og jeg er dybt taknemmelig, fortæller en glad Asii Chemnitz Narup til KNR.

LÆS OGSÅ Asii sætter ny rekord med flest personlige stemmer ved kommunalvalg

En populær borgmester

Ved valget tirsdag fik hun ikke mindre end 2.259 personlige stemmer, hvilket er det samme som, at næsten hver fjerde af de stemmeberettigede i Kommuneqarfik Sermersooq satte kryds ud for IA’eren.

Dermed stormer Asii Chemnitz Narup frem i popularitet i forhold til kommunalvalget for fire år siden, hvor hun fik omkring 16 procent af stemmerne.

- Jeg tror bare, at folk kan høre og mærke, at det jeg siger, det mener jeg. Desuden kan jeg meget godt lide mit arbejde i kommunalbestyrelsen og som borgmester, og jeg tænker, at når folk er engageret og begejstret for noget, så kan den begejstring smitte af.

En hård valgkamp

Asii Chemnitz Narup mener dog, at hun i valgkampen har været udsat for en række hårde angreb.

For undervejs blev hun både beskyldt for ikke at leve op til et valgløfte fra 2013 om, at der frem mod 2020 skulle etableres 800 almene boliger.   

Desuden blev IA’eren af en række Siumut-politikere anklaget for at have ført kommunalbestyrelsen bag lyset i forbindelse med det store byudviklingsprojekt Siorarsiorfik. 

- Jeg synes, det er unfair at strikke sådan nogle mærkelige beskyldninger sammen til det specielle formål, at man skal vinde et valg, for eksempel Siumut, siger Asii Chemnitz Narup.

LÆS OGSÅ Valgkampen var beskidt

LÆS OGSÅ Per Berthelsen er fortid i Siumut

Glad for ekstra opbakning

Hun ser nu frem til de næste fire år i borgmesterstolen, Især da Inuit Ataqatigiit har sikret sig en ekstra plads i kommunalbestyrelsen, da pertiet opnåede en fremgang på omkring tre en halv procentpoint til 43 procent.

- Fordi det betyder, at vi kan forsætte det arbejde, vi er i fuld gang med, nemlig at udvikle hele vores kommune og gøre Kommuneqarfik Sermersooq til et endnu bedre sted at leve, siger Asii Chemnitz Narup.