Arbejdsløse grønlændere sendes fra Aalborg til Nuuk på kursus

Et pilotprojekt skal være med til at få arbejdsløse grønlændere i Aalborg i arbejde inden for Nuuks byggebranche. Hovedparten af regningen bliver betalt af Aalborg - også selv om arbejdspladsen ligger i Grønland.
18. september 2016 15:18

Der mangler faglærte hænder i Nuuk. Et stort problem, særligt i disse tider, fortæller arbejdsmarkeds-direktør i Kommuneqarfik Sermersooq, Grethe Nielsen.

- Vi har nogle områder med markante flaskehalse. Vi mangler simpelthen arbejdskraft, ikke mindst inden for byggeriet. Og det betyder, at vi i mange, mange sammenhænge er nødt til at hente arbejdskraften udefra for at kunne løfte opgaven med de mange, store byggerier, der er.

Uddanelse findes ikke i Grønland

Det er især folk med en struktøruddannelse, som byggebranchen i dag er på udkig efter. Uddannelsen findes i dag ikke i Grønland, men det gør den i Aalborg.

Og her kæmper man for at få borgere med grønlandsk baggrund i arbejde.

Læs også Grønlands Erhverv: Antallet af arbejdsløse kan blive endnu lavere

Derfor er de to kommuner gået sammen om et 8 ugers kursus, der skal klæde grønlandske kursister på til at indgå i byggebranchen i Nuuk, fortæller faglærer ved AMU Center Nordjylland, Karsten Thomsen:

- Det her kursus giver dem de grundlæggende færdigheder, når vi taler om forskalling, armering og beton. Det vil sige, de har en forudsætning for at få et arbejde på en byggeplads.

Aalborg betaler

Fordi kursisterne bor i Aalborg, betaler Aalborg Kommune for kurset og praktikopholdet, mens Kommuneqarfik Sermersooq betaler flybilletten til Grønland.

Og selv om der er tale om borgere, der har valgt at flytte fra Grønland til Danmark, er der grund til at satse på projektet, siger arbejdsmarkeds-direktør, Grethe Nielsen:

- Meningen er, at der gennem uddannelsesforløbet tilbydes praktik i Nuuk hos nogle virksomheder, så de landsmænd, som i dag er i det nordjyske, har mulighed for at få afprøvet, om de har lyst til at vende tilbage enten som arbejdskraft i perioder eller for at bo i Grønland igen.

På lignende AMU-kurser for danske kursister er 90 procent kommet i arbejde efter endt kursusforløb på de 8 uger.

Tanken er, at samarbejdet mellem Aalborg Kommune og Kommuneqarfik Sermersooq også skal bredes ud til andre fagområder.