Arbejdet med udsatte grønlændere i Danmark går fremad

Kommuner og foreninger er glade for de sidste fire års strategi for socialt udsatte grønlændere i Danmark.
30. december 2016 11:09

Sådan lyder en af hovedpointerne i en artikel fra Dansk socialrådgiverforenings tidsskrift, Uden For Nummer.

I 2013 lavede Socialstyrelsen en strategi i fem projektkommuner, (Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København), der skulle gøre det nemme for socialt udsatte grønlændere at gøre brug af hjælp og tilbud fra både kommuner og foreninger.

Tanken med strategien var blandt andet, at få kommunernes sociale indsatser og frivillige og private foreninger, som for eksempel Kofoeds Skole til at samarbejde. Og ifølge artiklen, der bygger på interview med foreninger og kommuner, så er der overordnet tilfredshed med strategien.

- Deltagerne i strategien er samlet set enige i, at den er et væsentligt fremskridt i det sociale arbejde med udsatte grønlændere, står der.

LÆS OGSÅ Aarhus vil give udsatte grønlændere rettigheder som flygtninge

Men selvom samarbejdet overordnet er forbedret til gavn for socialt udsatte, så er der ifølge artiklen bekymring fra både kommuner og foreninger om, hvordan samarbejdet skal fortsætte, når strategien slutter med udgangen af dette år.

Foreningerne håber, at samarbejdet kan blive vedtaget ved lov, så man ikke risikerer at det vil drukne i kommunernes andre opgaver.

Samarbejdet fra strategien skal på sigt udbredes til andre kommuner end de fem projektkommuner.

LÆS OGSÅ Nyt støttekorps skal hjælpe udsatte grønlændere på fode