Kulturfestival Angu Motzfeldt og Nordisk Koncertkor i usædvanligt samarbejde

Nuuk Nordisk Kulturfestival starter i dag. Og allerede i aften kan man lægge ører til et usædvanligt musikalsk samarbejde, når Grønlands populære singer-songwriter Angu Motzfeldt og Nordisk Koncertkor i fællesskab afholder koncert i Katuaqs Foyer kl. 20.
Skrevet af Karsten Sommer
16. oktober 2017 12:48
Versionist Connie Fontain

Koncerten består af en række Angu-numre arrangeret specielt for Nordisk Koncertkor af musikeren og arrangøren Ole Kibsgaard.

Derudover byder koncerten på et udvalg af nye og gamle sange fra Nordisk Koncertkors repertoire, så der er lagt op til en varieret koncert med både rytmiske og klassiske satser, skriver koret i en pressemeddelelse.

- Det har været en spændende proces at arbejde sammen med Angu, og fortolke hans smukke og personlige sange, fortæller korets dirigent Bente Colding-Jørgensen, som er glad for det usædvanlige samarbejde.

- Jeg synes det er lykkedes at skabe en meget stemningsfuld koncert, som både rummer Angus inderlighed og så den power, der kommer fra et kor på over 30 personer, siger hun.

Koncerten er i aften  kl. 20 - 21  i Katuaqs Foyer - og der er gratis adgang.