Ane Hansen bliver i Inatsisartut året ud

Ane Hansen fortsætter året ud som medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit. Ane Hansen har ellers samlet et flertal bag sig, som formand for overgangsudvalget i den kommende kommune Qaasuitsoq Syd.
Foto © : KNR
21. april 2017 15:18

Hansen har tidligere meldt ud, at hun trækker sig fra Inatsisartut, når hun får sin borgmesterkæde. Det agter hun stadig.

- Jeg fortsætter i Inatsisartut denne samling ud og trækker mig senest ved udgangen af året, siger formanden for overgangsudvalget til KNR.

Ane Hansen forklarer overfor KNR, at hun ønsker at lave en ordentlig overlevering. Hun træder allerede nu ud af finansudvalget, men og vil løbende afvikle flere af sine øvrige udvalgsposter.

LÆS OGSÅ Dobbeltmandater kan lukke Inatsisartut

Inuit Ataqatigiit har tidligere meldt ud at partiet ikke accepterer, at deres medlemmer har dobbeltmandat som medlem af Inatsisartut og borgmester. En linje Ane Hansen også lever op til, og dog.

Formændende for overgangsudvalgene bliver nemlig lønnet som borgmestre ud fra den antagelse, at de har samme beføjelser og pligter som en borgmester.

Officielt indtræder Ane Hansen som formand for overgangsudvalget den 1. maj. En titel der fra nytår bliver ændret til borgmester.