Ambassadør: Thule Basen stadig vigtig for USA
Under den kolde krig var den amerikanske interesse i Grønland primært militært betinget. Efter murens fald faldt interessen, men nu er den steget markant. Og det er der flere grunde til fastslår Ruffus Gifford.
- På grund af klimaforandringerne, forskellige økonomiske muligheder og betydelige udfordringer forbundet med Arktis. USA har for alvor fokus på Arktis, og her er Grønland en vigtig del.
LÆS OGSÅ VIDEO USA's ambassadør med til redningsaktion
- Som ambassadør for Kongeriget Danmark mener jeg Arktis og i særdeleshed Grønland betyder mere og mere for os på ambassaden, siger Ruffus Gifford til KNR.
Ambassadøren har holdt møder med studerende og fået en introduktion til søfartens redningstjeneste, SAR, hvor han overværede en redningsøvelse fra inspektionsskibet Knud Rasmussen.
Topmøde på indlandsisen
Onsdag skal Gifford ud og besøge Summit Camp, den amerikanske forskningsstation på toppen af indlandsisen.
Sidste gang ambassadøren var heroppe, besøgte han Thule-basen og han vedgår da også, at USA stadig har strategiske og militære interesser i Grønland.
- Thule-basen er stadig en meget vigtig amerikansk base. Men som i alle livets forhold mener jeg, man må se på de strategiske trusler, som de ser ud i dag, ikke som de så ud for 20 år siden, og gøre missionen tidssvarende.
- Jeg, er overbevist om, at Thule fortsat vil spille en særdeles vigtig rolle i det amerikanske militær, men vi vil fortsat holde øje med udviklingen og tilpasse os, således som vi gør i dag, siger Rufus Gifford.