Alt for få kender til klimaforandringer

40 procent af den verdens voksne befolkning har aldrig hørt om klimaforandringer, viser en international undersøgelse, publiceret i tidsskriftet Nature Climate Change.
Skrevet af Karsten Sommer
29. juli 2015 13:23

Det er generelt i udviklingslande at klimaproblematikken ikke har fundet vej til alle borgere, og i lande som Egypten og Indien sniger andelen sig op på to tredjedele af befolkningen der aldrig har hørt om klimaforandringerne.

Resultatet understreger ifølge forskerne behovet for uddannelse og information om de igangværende klimaforandringer.

Undersøgelsen viser også at bevidstheden om klimaforandringer stiger, hvis man har effekterne af klimaændringerne inde på livet.

Det gælder blandt andet i Kina, hvor mange lider under forurenet luft og vand, og derfor anser klimaforandringerne for en trussel mod deres livskvalitet.