VIDEO Alle er klar til at sætte ind mod seksuelle overgreb

Under torsdagens Qulaarpaa-debat om seksuelle overgreb mod børn blev der bl.a. talt om, hvordan myndighederne ikke altid formår at hjælpe de mennesker, som står frem.
08. maj 2015 12:25

Under torsdagens Qulaarpaa-debat om seksuelle overgreb mod børn blev der bl.a. talt om, hvordan myndighederne ikke altid formår at hjælpe de mennesker, som står frem.

- Det kan på ingen måde forsvares. Vi er nødt til at have et modtageapparat, som tager sig af sagen lige med det samme.

- Derfor har vi sagt, vi er nødt til at opruste nu. Vi har så massive sociale problemer. Mange siger, vi skal spare og spare og have færre og færre medarbejdere. Men på de her områder er vi nødt til at gøre en indsats, og en større indsats betyder flere medarbejdere, siger Palle Jeremiassen, formand for kommunernes landsforening, Kanukoka.

Læs også Krænkeren er en, som barnet stoler på

Arnajaraq Poulsen, som er afdelingsleder i Kommuneqarfik Sermersooq, roste det arbejde, som socialrådgiverne udfører under meget svære betingelser.

- Problemet er så stort, at kommunerne ikke kan løfte det alene. Der er behov for, at der kommer nogle andre hjælpeforanstaltninger, siger Arnajaraq Poulsen.

Martha har en plan
Naalakkersuisoq for familie, ligestilling, sociale anliggender og sundhed, Martha Lund Olsen (S) tror på, at Naalakkersuisuts plan om gratis misbrugsbehandling vil afhjælpe en del af problemerne.

- Vi skal sætte ind i flere led. Kommunerne har et ansvar, og vi har lige afsat flere midler – 8 millioner, så kommunerne kan opruste sagsbehandlingen.

Læs også Børn skal lære at sige nej

- Vi er parate til at gøre en indsats, og vi synes, det er vigtigt, vi gør en ekstraordinær indsats for at få hul på denne her store pukkel. Vi har et ansvar, og vi tror på, børnene kan få et godt liv, uden at de skal udsættes for seksuelle overgreb, siger Martha Lund Olsen.

Forældre skal tage ansvar
Palle Jeremiassen fastslog til slut, at kommunerne bruger mange ressourcer og gerne vil bruge endnu flere.

- Men vi skal ikke overlade hele problemet til myndighederne. Det er jo også mig, som far, og hele befolkningen, der skal tage et ansvar.

- Når vi har fået et barn, er det vores ansvar. Det er os, der skal sørge for, de får en tryg opvækst. Vi har alle et ansvar, men forældrene har det største ansvar