Aleqa: Stadigvæk ingen kommentar til personalesager
Nu tager formanden for Naalakkersuisut, Aleqa Hammond endelig til genmæle, efter lang tids tavshed. Og hun føler sig generelt uretfærdigt behandlet.
Aleqa Hammond skriver ordret med overskriften "Naalakkersuisut arbejder efter lovgivningen":
På baggrund af mediernes fokus på personalesager den seneste tid er det mig magtpåliggende at præcisere, at Naalakkersuisut i al deres politiske virke arbejder efter de gængse retningslinjer, procedurer og lovgivning.
Som Naalakkersuisut skal vi som alle andre naturligvis overholde landets love, skriver Aleqa Hammond, og fortsætter.
Naalakkersuisut udtaler sig ikke om enkeltpersoner, enkelte medarbejdere eller tidligere medarbejdere. Dette af respekt for den enkelte person og for Selvstyret.
Landets regering koncentrerer sig om sit politiske virke for at fremme vilkårene for alle borgere i landet.
Jeg skal derfor herigennem understrege, at jeg ikke ønsker at diskutere personalesager via pressen, slutter Aleqa Hammond sin kortfattede udtalelse.