Alarmerende høj vandstand

Broen der forbinder bygdens nord- og sydside er delvist skyllet bort og elforsyningen til sydsiden er lige nu i overhængende fare for at blive ødelagt.
Skrevet af Mads Ullerup
12. juli 2012 13:34

Kommunaldirektør i Qeqqata Kommunia, Paneeraq Olsen, bekræfter i dag, at al disponibel beredskab er sat ind for at begrænse skaderne fra de store vandmasser.

Direktøren for grønlands lufthavnsvæsen, Jens Lauridsen, fortæller at  man har udarbejdet en nødplan, der træder i kraft, hvis elforsyningen til lufthavnens radarstation skulle blive ramt.

Kommunaldirektør Paneeraq Olsen vil sammen med kommunen forsøge at finde frem til en løsning på problemerne, der hober sig op efter at forbindelsen mellem bygdens sydlige og nordlige del er blevet ødelagt af vandmasserne.

En midlertidig bro er bestilt i Danmark, men den vil først nå frem med skib om to til tre uger.

Situationen er højst sandsynligt opstået på grund af høje temperaturer i området, der har resulteret i en udsædvanlig hurtig afsmeltning fra indlandsisen.

Vandstanden i elven er lige nu mindst en meter over den hidtidige vandstandsrekord fra 1984, bekræfter Fritz Baumann Petersen, der er driftsansvarlig i Qeqqata Kommunia.