Aktiviteter i NunaOil A/S nedjusteres

Som konsekvens af den faldende aktivitet i olieefterforskning her i landet, har NUNAOIL´s ejerne - Selvstyret - og bestyrelsen, i bred enighed, besluttet at nedjustere aktiviteten i NUNAOIL A/S.
Skrevet af Karsten Sommer
27. april 2017 07:05

- Det er ikke tale om at nedlægge selskabet. Selskabet vil operere, som det gør i dag, men i en mindre og tilpasset udgave. Som enhver anden ansvarlig virksomhedsejer, så tilpasser vi organisationen, så den afspejler den nye markedssituation, udtaler Naalakkersuisoq for Råstoffer, Múte Bourup Egede.

Departementet for Råstoffer vil sammen med ledelsen i NUNAOIL A/S, de næste to måneder udarbejde en plan for omstruktureringen af selskabet. Der arbejdes ligeledes på at reducere antallet af bestyrelsesmedlemmer fra fem til tre medlemmer.

Planen forventes at blive fremlagt på selskabets ordinære generalforsamling.

- Nuna Oil har de seneste år opereret i et udfordrende marked. Vi vil derfor gerne takke medarbejderne for det professionelle arbejde, som de har leveret under disse vanskelige vilkår, udtaler Bestyrelsesformand i NUNAOIL A/S, Stine Bosse.

Bestyrelsen forventer, at overgangen til den nye organisation vil tage omkring 12 måneder.