VIDEO Akisuanerit Festival melder programmet klar

<p>Nuuks, eller Grønlands største festival, Akisuanerit Festival, byder igen i år på et solidt program, der fokuserer på en bred skare af kunstnere fra både ind- og udland.</p>
Foto © : Martin Fisch/Flickr Creative Commons
Skrevet af Simon Uldum -
03. september 2015 07:52

Akisuanerit Festival, der oprindeligt hed Atlantic Music Festival, har efterhånden nogle år på bagen og tiltrækker endnu flere store navne til Nuuk, hvor festivalen de sidste flere år er afviklet i samarbejde kulturhuset Katuaq.

Festivalen vil samtidig være en markering af festivalarrangørens, Atlantic Musics jubilæum, der i år kan fejre 25 år, som leverandør af musikinstrumenter til hele Grønland, og ikke mindst, som det mest nyskabende og produktive pladeselskab, hvor også flere af dette års festivalnavne er signet.

Dette års hovednavn bliver 90'ernes største danske rockband, Dizzy Mizz Lizzy, som er højaktuelle med ny single og turnerer rundt i Danmark for fulde huse.

 

Fire dages festival  for fuld skrue

Optakten til koncerten med Dizzy Mizz Lizzy starter allerede torsdag den 1. oktober, med et brag af 90'er-nostalgi. Nuuk Posse, Grønlands første hip hop-gruppe åbner festivalen sammen med den svenske hitmager Dr. Alban, der havde sin storhedstid i 90'erne.

Fredag er der også lagt op til lidt af en fest. Fire bands optræder denne aften,  Mariina, Pilu Lynge, Rikka og Zikaza indtager scenen i Katuaqs foyer.

Lørdag bliver der skruet ekstra meget op for forstærkerne i Katuaq. Det er her Dizzy Mizz Lizzy går på scenen.

Men før da, bliver der budt på indie-rock-pop-disco grunge med bandsene Nanook, Small Time Giants og For Akia.

 

Festivalafslutning - unplugged

Søndag den 4. oktober rykker Akisuanerit Festival ind i Katuaqs Hans Lynge-sal. 

Den populære Piggappaat-talkshowvært, Hans Jukku Noahsen, underholder med sit stand-up-"Hans Jukku Show" og resten af aftenens underholdning bliver leveret af Nina & Malik,  Elsner-brødrene, Pilu Lynge, Kimmernaq, Kishima, Asit, Hans Mortensen, Rockstones og Inuk.

 

 

Se Akisuanerit Festivalens teaser på Facebook herunder:

 

AKISUANERIT FESTIVAL 2015

Posted by Akisuanerit Festival on 19. juni 2015