Agner Mark forlader Tele-Post-ledelse

Tele-Post har måttet sige farvel til tre direktører i de seneste seks måneder på grund af uoverensstemmelser med bestyrelsen, og nu tager bestyrelsesformand Agner Mark konsekvensen. Stine Bosse er blevet valgt som ny formand.
Foto © : Tusagassiivik, Grønlands Selvstyre
Skrevet af Camilla Dam
27. maj 2015 14:48

Ved selskabets generalforsamling afstod Agner Mark fra at stille sit kandidatur til rådighed.

Sidste år i september opsagde Michael Binzer sin stilling som administrerende direktør med henvisning til, som han sagde ”arbejdsklimaet mellem min bestyrelsesformand og jeg var elendigt, grænsende til det absurde”.

Steen Montgomery-Andersen blev konstitueret i Binzers sted, mens Per Svendsen blev konstitueret vicedirektør. Men i april opsagde de begge deres konstitueringer med henvisning til samarbejdsvanskeligheder med bestyrelsen.

Læs også Total tavshed i TELE-POST-ledelsen

Da vi i KNR fik Agner Mark i tale efter den dobbelte opsigelse, ville han ikke høre tale om samarbejdsvanskeligheder mellem Tele-Posts ledelse og bestyrelse.

- Jeg kan godt genkende, at der er nogle ting, vi ikke når. Men derfra og til det, som du har udlagt i den mail, du har sendt til mig, at der skulle være samarbejdsproblemer, det kan jeg ikke genkende, sagde Agner Mark til KNR den 12. maj.

Agner Mark blev valgt ind i Tele-Posts bestyrelse i maj 2010 og har været formand siden 2011.