Afviser nu børnetalsmandens kritik
Viceborgmester Jess Svane tilkendegav ellers for nyligt, at Qaasuitsup Kommunia tog kritikken fra Børnetalsmanden til sig. Kritik som udsprang af børnetalsmandens besøgsrejse i nordkommunens byer og bygder, og som er nedfældet i hendes rejserapport.
LÆS OGSÅ VIDEO Jess Svane afviser MIO-kritik af børneforhold
Imidlertid mener kommunen nu, at der er tale om usaglig og ufaglig rapport, med oplysninger der ikke kan bruges til noget.
- Kommunen tager stærkt afstand fra rapporten og finder den ikke egnet som arbejdsredskab fremadrettet, skriver administrerende direktør i Qaasuitsup Kommunia, Hans Eriksen i en pressemeddelelse onsdag.
Meddelelsen kommer samme dag som naalakkersuisoq for familie og sociale anliggender, Martha Lund Olsen, mødtes med Folketingets Grønlandsudvalg for at drøfte om Grønland havde brug for dansk hjælp til at løse problemerne med omsorgssvigt i Nordkommunen.
LÆS OGSÅ Børnetalsmand: Børns rettigheder brydes
Børnetalsmanden Aviaja Egede Lynge mener, at det handler om at Qaasuitsup Kommunia ikke har lyst til at høre kritik.
- De er jo ikke glade for kritik i kommunen, det er jo det, dette her handler om. Jeg synes, at kommunen til enhver tid kritiserer mig. Men min opgave er at udtale mig om generelle forhold om børns vilkår, der bekymrer mig, og det er det jeg har gjort i denne sag, siger Aviaja Egede Lynge til sermitsiaq.ag.