Affaldet fylder i bygdedebatten

Der skal styr på affaldshåndteringen i bygderne. Det var et af hovedbudskaberne på en bygdekonference, der startede tirsdag.
Foto © : KNR
30. maj 2017 14:04

Disse dages bygdekonference i Nuuk skal handle om udviklingsmuligheder, men det var problemerne i bygderne, der prægede konferencens første del tirsdag formiddag.

Formanden for Bygdernes landsforening- KANUNUPE - Jens Kristian Therkelsen holdt tale, og han benyttede lejligheden til at fremlægge en lang liste af ønsker om forbedringer til de fremmødte politikere.

Det drejede sig blandt andet om, at få bedre vejforhold, bedre folkeskole, få løst problemer med sundhedsvæsnet og så kom formanden også ind på det, som blev et af formiddagens helt store temaer – nemlig håndtering af affald.

Eksempelvis ville Thimothæus Petersen, medlem af KANUNUPE, vide, hvordan kommuner og selvstyre vil arbejde sammen om at løse problemet med ophobning af affald i bygderne. Ifølge Petersen er det et problem, at affaldet flyder, hvis bygderne skal tiltrække turister og på den måde skabe arbejdspladser.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut giver en hånd i kamp mod affald

Formand for naalakkersuisut Kim Kielsen er også naalakkersuisoq for Miljø og han svarede, at man i øjeblikket undersøger, hvorvidt man kan samle affaldet sammen og sejle det til de større byer, så det kan blive brændt af – noget som blandt andre Kommuneqarfik Sermersooq allerede har erfaring med

Kim Kielsen fremhævede dog også en bygd, hvor borgerne selv havde taget initiativ til at få ryddet op. Han fortalte, at der sidste år blev brugt 43 millioner kroner på at rydde op, men at der skal bruges flere penge, og at det altså også er vigtigt, at borgerne selv tager ansvar.

Tirsdag eftermiddag fortsætter konferencen, hvor nogle eksperter vil give deres bud på erhvervsmuligheder i bygderne.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut griber ind i kommunalt affaldskaos