Aarhus vil give udsatte grønlændere rettigheder som flygtninge

Udsatte grønlændere i Aarhus skal have samme rettigheder som indvandrere, når det gælder hjælp til sprog, job og bolig.
25. december 2016 09:54

Sådan lyder en del af et beslutningsforslag i byrådet i Aarhus Kommune, der er stillet af SF.

I forslaget står der, at en rapport fra SFI viser, at udsatte grønlændere har svært ved at komme ind på det danske arbejdsmarked på grund af kulturelle og sproglige vanskeligheder.

Men det vil man ændre på med beslutningsforslaget og en af mulighederne er at lave et integrationsprogram målrettet grønlændere, der har brug for hjælp.

 

LÆS OGSÅ Nyt støttekorps skal hjælpe udsatte grønlændere på fode

 

På nuværende tidspunkt kan grønlændere der flytter til Danmark ikke få den samme hjælp til bolig, job eller sprogundervisning, fordi de er danske statsborgere, selvom der både kan være kulturelle- og geografiske forskelle mellem Grønland og Danmark.

Derfor skal det undersøges hvilke dele af integrationsprogrammet for flygtninge og indvandrere, for eksempel hjælp til bolig og ret til danskundervisning, der kan gavne grønlændere, står der i forslaget.

Kirkens Korshær, Kofoeds Skole og Foreningen Grønlandske Børn skal løbende inddrages i arbejdet.

I forslaget indgår det også at velfungerende grønlændere skal synliggøres i et forsøg på at nedbryde fordomme og racisme, der er med til at forhindre grønlændere i at få job og blive godt integreret ved at vise gode rollemodeller.

 

LÆS OGSÅ Glæde over flere penge til udsatte grønlændere

 

 

LÆS OGSÅ Økonomisk støtte til socialt udsatte grønlændere