Aaja og Aleqa står sammen om forbedringer på retsområdet

Når de danske finanslovsforhandlinger indledes inden længe, er det især forbedringer af retsområdet, som Aaja Chemnitz Larsen (IA) og Aleqa Hammond (S) vil stå sammen om at kræve ved forhandlingsbordet.
06. oktober 2015 11:35

Sådan lød det i går, da omkring 70 personer var mødt op i Det Grønlandske Hus i København for at høre om de to folketingspolitikeres visioner for arbejdet i folketingsåret, som blev indledt i dag.

For første gang siden valget i juni kunne folk høre Grønlands to folketingsmedlemmer side om side fremlægge deres visioner.

Og trods flere forskellige mærkesager er de to politikere enige, når de som noget af det første skal til de årlige finanslovsforhandlinger.

Her står retsområdet i Grønland nemlig højt på dagsordenen hos begge, fortæller Aleqa Hammond

- Her drejer det sig især om retsområdet i øjeblikket, som ikke ser for godt ud.

- Der er mange områder. På kommunefogederne, på anstalterne, på detentionerne, politiets arbejde og de særlige områder som bekæmpelse af narko.

- Hele organiseringen af retsområdet i Grønland trænger til, at man ser på det med friske øjne og siger, at man vil sætte samme niveau som i Danmark, sådan som det står i regeringsgrundlaget, siger Siumuts folketingsmedlem til KNR.

Læs også BILLEDER Åbning af Folketinget

Regeringsgrundlaget skal stå sin prøve

Både Aleqa Hammond og Aaja Chemnitz Larsen mødes i denne uge med den danske justitsminister, Søren Pind, for at drøfte retsområdet i Grønland. 

Her vil begge holde den danske regering op på, at der i regeringsgrundlaget er lovet forbedringer på området.

Læs også Danmark og Grønland skal sammen hjælpe grønlændere i Danmark, mener MF’ere

For Aaja Chemnitz Larsen er det især en mærkesag at få gamle love helt tilbage fra 60’erne og 70’ene opdateret til nutidens forhold for at sikre en fair retssikkerhed for borgerne.

- Altså, jeg tror, generelt i forhold til justitsområdet vil der være mange ting de kommende år, som vi vil være enige om, siger Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem.

Næste års finanslov skal førstebehandles i Folketinget den 22. oktober.

Læs også Aaja: Nødvendigt at se Pituffik-papirer