5 stiller op for IA

IA stiller med fem folketingskandidater til næste valg. Det meddeler partiet i dag, efter Sofia Rossen i middagsradioavisen kunne fortælle, at hun er én af dem, såfremt hun bliver godkendt af hovedbestyrelsen.
14. juni 2011 16:39

Ifølge kilder i IA er en anden IA-kandidat, tidligere medlem af og formand for Inatsisartut Johan Lund Olsen, men det ville han i formiddags ikke bekræfte over for radioavisen.

Sofia Rossen udtalte dog i dag, at hun håber, at både han og hun selv bliver valgt til Folketinget.

IA skriver imidlertid i en pressemeddelelse, at hovedbestyrelsen for længe siden har vedtaget at opstille fem kandidater til Folketingsvalget, og at det er planen at offentliggøre navnene på de fem kandidater under IA's landsmøde i Nuuk den 24.-26. juni, hvor partiet også vil fremlægge sine vigtigste politiske temaer under valgkampen.    

Men i pressemeddelelsen, som partiet i dag sendte ud per email, optræder navne, som vel at mærke ikke sidder i IA's Inatsisartutgruppe, i modtagerlistens såkaldte Cc-felt. Nemlig Sara Olsvig fra ICC og biologen Nikoline Ziemer. I Cc-feltet på emailen står også Kaali Olsen og førnævnte Sofia Rossen.

Hvordan det skal tolkes, lader vi være op til læserne. Hverken Nikoline Ziemer eller Kaali Olsen vil i dag over for Radioavisen be- eller afkræfte, at de er kandidater. Det lykkedes os ikke at komme i kontakt med Sara Olsvig.