222 kandidater kæmper om 31 pladser

Seks partier og fem enkeltkandidater stiller op til Valget. 61 af kandidaterne er kvinder. Det fremgår af en opgørelse som Landsstyreformandens Departement i dag har offentliggjort.
13. maj 2009 13:18

Siumut og Inuit Ataqatigiit deles på bedste demokratiske vis om førstepladsen, når det drejer sig om antallet af kandidater. Begge partier stiller nemlig med hver 62 kandidater.

Til gengæld følges de to partier ikke helt ad, når det kommer til ligestilling. Halvdelen af Inuit Ataqatigiit's kandidater er nemlig kvinder, mens Siumut nøjes med at lade 15 kvinder stille op til valget.

Atassut kommer ind på mandatantallets andenplads med 40 kandidater, hvoraf de 13 er kvinder. Herefter følger Kattusseqatigiit Partiiat med 29 kandidater, hvoraf 5 er kvinder. Demokraterne lader sig præsentere med 23 kandidater - 8 af dem er kvinder. Og det betyder, at både Demokraterne og Atassut stiller med omkring 1/3 kvindelige kandidater.

Det eneste eksisterende parti her i landet, der har 100 procent kvindelig repræsentation er Sorlaat Partiiat, hvis formand er både kvinde og eneste opstillede kandidat.

De 5 enkeltkandidater, som også stiller op til landstingsvalget, vil komme til at figurerere på stemmesedlerne på lige fod med kandidaterne for de opstillede partier. Vi skal også lige have med, at kun 1 af de 5 enkeltkandidater er en kvinde.

Landsstyreformandens departement understreger, at der i forbindelse med offentliggørelsen af kandidaterne er tale om en foreløbig godkendelse for det tilfælde, at nogle kandidater senere kan blive kendt uværdige til arbejdet som folkevalgt politiker.

Op mod 40.000 borgere her i landet er stemmeberettigede den 2. juni, når vi går til valg til Landstinget.