1 million døde af aids i 2016

Sygdommen aids kostede en million mennesker livet i 2016, og dermed er tallet næsten halveret i forhold til 2005. Dengang toppede dødstallet med 1,9 millioner.
Skrevet af Karsten Sommer
21. juli 2017 14:22

I en rapport konkluderer FN-kontoret UN-AIDS, at "vægtskålen er tippet". Det går den rigtige vej.

For det er ikke kun antallet af dødsofre, der er faldet markant. Mange flere syge modtager livreddende behandling.

- I 2016 modtog 19,5 millioner af de 36,7 millioner, som lever med virusinfektionen hiv, behandling, hedder det i rapporten.

Det er første gang, at flere end halvdelen af de smittede modtager behandling, der holder virus nede på et niveau, hvor man kan leve med sygdommen. 

76,1 million mennesker har ifølge FN-data været smittet med hiv, siden epidemien tog fart i 1980'erne.

Sygdommen har kostet mindst 35 millioner mennesker livet.