”Foråret” udløser pigdæk-dispensation

I morgen skriver vi den 1. maj. Men ser man ud ad vinduet, er det som om foråret lader vente på sig. Og det får nu konsekvenser for bilisterne.
Skrevet af Karsten Sommer
30. april 2015 14:48

Politimesteren i Grønland meddeler, at man efter drøftelse med de grønlandske kommuner har udstedt dispensation for brug af pigdæk.

Normalt skal pigdækkene være skiftet til normale dæk inden den 1. maj.

Men vejret i denne tid retfærdiggør en forlængelse af pigdæk-perioden, og den er nu givet af politiet.

I Kommuneqarfik Sermersooq samt i Kangerlussuaq er perioden foreløbig forlænget til den 15. maj.

I Qaasuitsup Kommunia, samt i Sisimiut og Maniitsoq, må man beholde pigdækkene på helt frem til den 30. maj.

I sydkommunen Kommune Kujalleq, populært kaldet Banankysten, er der til gengæld ikke brug for dispensation. Dér arter vejret sig bedre, og derfor skal pigdækkene af.

Grunden til, at man ikke må køre med pigdæk om sommeren, er, at det slider uforholdsmæssigt meget på vejene.