Arctic Prime Fisheries arbejder på at genåbne indhendlingsfabrikken i Kuummiut.Foto: Carl Skou

Qulaarpaa Østgrønlands eneste indhandlingsfabrik genåbner - måske

Det eneste indhandlingssted for fiskere i Østgrønland har nu været midlertidigt lukket i snart to år, hvilket betyder fiskerne i området mangler beskæftigelse og indtjeningsmuligheder. Men nu er der håb. Ejerne af indhandlingsstedet, Arctic Prime Fisheries, arbejder i øjeblikket på at få stedet genåbnet.

Fiskerne i Østgrønland bliver på land på grund af mangel på indhandlingssted.

- Desværre laver de ikke noget nu. Det kan vi roligt sige. Selvfølgelig fisker de, for selv at spise. For eksempel torsk i disse dage, men de fisker ikke engang efter hellefisk, for de er værdiløse - de kan ikke indhandle dem, siger bygdebestyrelsesformand i Kuummiut og Sermiligaaq, Boas Boassen.

Indhandlingsstedet som ligger i bygden Kuummiut ved Tasiilaq, har nu været lukket i snart to år, efter der blev fundet bakterier på fabrikken under en inspektion i efteråret 2014.

Konsekvenserne for indbyggerne er, at levevilkårene bliver dårligere og dårligere.

- Borgerne er blevet fattigere, siger Boas Boassen.

Fakta om Østgrønland

Debatprogrammet Qulaarpaa sætter i denne uge fokus på Østgrønland.

  • I Østgrønland bor der 3.295 ifølge folkeregisteret 26. august 2016. Indbyggerne er fordelt på to byer og syv andre såkaldte lokaliteter.
  • I 2014 udgjorde den gennemsnitlige bruttoindkomst i Tasiilaq distriktet 152.400 kr. og i Ittoqqortoormiit var tallet 167.778. Gennemsnittet for hele landet var 218.491  kr.
  • 52 personer var i 2014 beskæftiget inden for fiskeri, fangst eller landbrug
  • 68 inden for bygge og anlæg
  • 575 var beskæftiget inden for offentlig administration og service.
  • Det eneste indhandlingssted for fiskere er lukket for andet år. Det drejer sig om en indhandlingsfabrik i Kuummiut, der ejes af Arctic Prime Fisheries fra Qaqortoq.

Kilder: Grønlands Statistik og Kommuneqarfik Sermersooq.

I dialog med Selvstyret

Indhandlingsstedets ejere, Arctic Prime Fisheries, der har hjemsted i Qaqortoq, arbejder på at genåbne indhandlingsstedet. Ejerne har været i dialog med Selvstyret siden foråret, og nu undersøger selskabet mulighederne for at genåbne den eneste indhandlingsfabrik i Østgrønland. Men det er stadig usikkert, hvornår dørene åbnes igen.

- Det er lidt mere tricky. Vi håber på at gøre det inden efteråret for alvor sætter ind, det er det vi sigter efter nu, siger koordinator i Arctic Prime Fisheries, Ole Aggo Markussen til KNR.

Indhandlingsstedets frysekapacitet er 300 tons, og hvis driften ikke skal give underskud, skal der ifølge ejerne indhandles mindst 150 tons hellefisk per år.

Fiskeriflåden skal fornyes

Men det krav får fiskerne i Østgrønland svært ved at opfylde. Der er simpelthen for få fiskere til en så stor kvote, mener bygdebestyrelsesformanden. Og det medgiver Arctic Prime Fisheries.

- Der er nogle udfordringer i forhold til fiskeriflåden i østgrønland der uden tvivl trænger til en fornyelse. Det er med det rationale at vi har bedt om at få indsat et skib, så vi kan sikre en nogenlunde drift, siger Ole Aggo Markussen, til KNR.

Arctic Prime Fisheries har dog indtil videre fået afslag fra Selvstyret på deres anmodning om at indsætte et såkaldt langline skib.

KNRs TV-debatprogram Qulaarpaa kommer til at handle om Østgrønland på torsdag. Debatten sendes direkte klokken 19:30 på grønlandsk og klokken 20:35 på dansk.

Kommentarer

inatsisartut_forarssamling_2017_nils_baum_bureau_for_inatsisartut.jpg

Inatsisartuts Efterårssamling



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl

KNR TV: TekstTV

Tjek information her:

TTV s 113 Dagligt opdaterede nyheder

TTV s 400 Live flyinformation ank./afg.

TTV s 350 Aktuel TV oversigt

TTV s 610 Aktuel Radio oversigt

...og meget mere!