Økonomisk uafhængighed virker næsten umulig

Det har lange udsigter til, at vi her i landet kan blive økonomisk uafhængige af Danmark. Det var en af konklusionerne fra Økonomisk Råd, som her i weekenden havde inviteret til seminar om fremtidens Grønland.
Torben M. Andersen
Torben M. Andersen Foto © : Jonas Fievé/KNR
Skrevet af Jonas Fievé
13. april 2016 05:43

Produktionen i den private sektor skal nemlig øges betragteligt, hvis landet skal klare sig uden bloktilskuddet fra Danmark.

- I forhold til det niveau, det er i dag, skal produktionen i den private sektor øges med 70 - 80 procent, hvis det skal kunne levere en levestandart, der er på niveau med den, vi ser i de nordiske lande, siger formand for Økonomisk Råd, professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet, Torben M. Andersen til KNR.

Læs også Seminar om fremtidens Grønland

Bedre vilkår for erhverslivet

Med andre ord skal der gang i det private erhverv, hvis der skal sikres flere indtægter til landskassen, og det sker ifølge Torben M. Andersen ikke bare af sig selv.

- Man skal have tålmodighed, men omvendt er det også vigtigt at få lavet nogle reformer og få ført en politik, så man kan bevæge sig i den retning. I gennem en del år har væksten i Grønlands økonomi faktisk været negativ.  

Fra Grønlands Erhverv, som er brancheorganisationen for dem, som på sigt skal sikre, at Grønland kan blive økonomisk uafhængig af Danmark, er opfordringen til Naalakkersusisut klar.

- Det er lettere at spille bold, hvis man er mange omkring bordet, og den fodboldkamp vil vi meget gerne være med til, siger Brian Buus Pedersen.

Ressourcerne er der

Direktøren for Grønlands Erhverv, understreger, at der er uudnyttet ressourcer i havet og undergrunden og, at landet har mulighed for at tiltrække flere turister til gavn for økonomien.

- Men vi kommer ikke i gang med at udnytte de her ressourcer på en klog måde, hvis ikke man får skabt tillid til, at man politisk virkeligt vil bakke op omkring erhvervslivet og undgå alt for vilkårlige beslutninger. 

Både Brian Buus Pedersen og Torben M. Andersen opfodre Naalakkersuisut til at sikre, at flere unge får en uddannelse, da det er en forudsætning for, at erhvervslivet kan få den arbejdskraft, de har behov for.

 

LYT OGSÅ TIL Miniseminar om produktivitet og effektiviseringer Optagelse fra Økonomisk Råds seminar lørdag den 9. april på hotel Hans Egede.